Ritzau
Opdateret kl. 09:24
Vicepræsident, Mike Pence lover under et besøg i Japan, at USA er fast besluttet på stoppe Nordkoreas udvikling af atomvåben og raketter.
Han minder om, at USA senest har reageret med angreb i Syrien og Afghanistan.
- Den strategiske tålmodigheds æra er slut, lover han sine japanske værter.
Pence ankom fra et besøg i Sydkorea, hvor budskabet havde været det samme.
Under besøget i Sydkorea forsøgte Nordkorea at prøveaffyre en ny raket. Men alt tyder på, at opsendelsen mislykkedes.
Nordkorea antydede i sidste uge, at det ville gennemføre sin sjette atomprøvesprængning. USA svarede igen ved at sende et hangarskib til området og true med at besvare det militært.
- Præsident Trump er fast besluttet på at arbejde sammen med Japan, med Sydkorea, med alle vore allierede i regionen og med Kina for at nå en fredelig løsning om en atomfri koreansk halvø, siger Pence før et møde med Japans premierminister, Shinzo Abe.
Nordkorea truer regelmæssigt med at knuse Japan, Sydkorea og USA med atomvåben. Der er ingen tegn på - trods krigsfaren - at regimet dæmper retorikken.
Nordkorea repræsentant i FN, Kim In Ryong, anklagede mandag USA for at fostre "en situation, hvor atomkrig kan bryde ud hvert øjeblik".
Han sagde, at Nordkoreas næste atomsprængning vil finde sted "på et tidspunkt og på et sted, som vores hovedkvarter skønner nødvendigt".
Den nordkoreanske viceudenrigsminister Hwang Kyo-ahn siger til BBC, at regimet vil prøveaffyre raketter "hver uge, hver måned og årligt".
Pence minder Nordkorea om, at USA for nylig har angrebet Islamisk Stat i Afghanistan med en kæmpebombe og sendt Tomahawk-raketter mod en syrisk flybase.
/ritzau/Reuters