USA's udenrigsminister opfordrer trængt Nordkorea til dialog

I et spændt klima mellem USA og Nordkorea opfordrer den amerikanske udenrigsminister til dialog.
Udenrigsminister Rex Tillerson under sin tale i Atlantic Council. Tillersons tone mod Nordkorea er en anden, end den præsident Donald Trump på det seneste har benyttet sig af over for landet.
Udenrigsminister Rex Tillerson under sin tale i Atlantic Council. Tillersons tone mod Nordkorea er en anden, end den præsident Donald Trump på det seneste har benyttet sig af over for landet. Foto: Jonathan Ernst/Reuters

USA forsøger tilsyneladende at lokke Nordkorea til dialogbordet.

Den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, siger i hvert fald, at amerikanerne er klar, når Nordkorea er klar.

- Lad os nu bare mødes, siger Tillerson i en tale til den Washington-baserede tænketank Atlantic Council.

- Vi kan tale om vejret, hvis det er jeres ønske. Vi kan tale om, hvorvidt vi skal mødes ved et rundt bord eller et firkantet bord, fortsætter udenrigsministeren.

Tillersons tone er en anden, end den præsident Donald Trump på det seneste har benyttet sig af over for Nordkorea.

Præsidenten har for det meste kommunikeret til nordkoreanerne med trusler.

Det står ikke klart, om Tillersons kurs over for Nordkorea har Trumps opbakning.

Udenrigsministerens rolle i Trumps administration er ifølge en lang række amerikanske medier blevet gradvist mindre de seneste måneder. Flere har endda beskrevet, at Trump har været på kanten af at fyre Tillerson.

Tillerson har tidligere udtrykt ønske om at bruge diplomatiske metoder til at forbedre forholdet til Kim Jong-uns styre. Dengang tweetede Trump, at det ville være spild af tid.

Spændingerne mellem de to lande er taget til i løbet af efteråret, mens styret i Nordkorea har krydret opsigtsvækkende missiltest med meget direkte trusler mod netop USA.

Missiltest i Nordkorea har fået FN's Sikkerhedsråd til at skærpe sanktioner mod styret i Pyongyang.

Og nu begynder sanktionerne mod landet at virke, melder Tillerson. Han fremhæver, at priser på brændstof er steget markant. Manglen på varer bliver også mere udbredt i Nordkorea.

Rex Tillerson understreger tirsdag, at USA er militært parat, hvis det skulle blive nødvendigt.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.