Den amerikanske førstedame, Melania Trump, har mandag fremlagt sin kampagne "Be best", der skal forbedre børn og unges velvære, adfærd på sociale medier og forhindre stofmisbrug.
- Som mor og som førstedame bekymrer det mig, at børn i nutidens hurtige og totalt forbundne verden kan være dårligt klædt på til at udtrykke eller håndtere deres følelser, siger Melania Trump.
- Nogle gange kan det føre til destruktiv adfærd såsom mobning, stofmisbrug eller endda selvmord.
Det er ikke første gang, at Melania Trump, der er gift med USA's præsident, Donald Trump, viser interesse for at forbedre tonen blandt unge på internettet.
I marts var hun vært i Det Hvide Hus for en række store selskaber bag sociale medier og andre internettjenester. Her diskuterede parterne, hvordan man håndterer internetmobning og datasikkerhed.
Præsident Trump er flere gange blevet kritiseret for at være for hård i sin tone på eksempelvis det sociale medie Twitter.
Eksempelvis har Donald Trump for få dage siden angrebet nyhedsjournalister i landet med et opslag på Twitter med teksten:
- De falske medier er ved at blive skøre af at opdigte falske historier og bruge unavngivne kilder (der ikke eksisterer).
- De er totalt sindsforvirrede, og regeringens succes får dem til at gøre og sige ting, de ikke engang selv tror på, kan være sandt. I sandhed dårlige mennesker!
Kampagnen blev præsenteret på et fælles pressemøde med både Donald og Melania Trump til stede.
Der er tradition for, at ægtefæller til den amerikanske præsident vælger en sag, som de fører kampagne for.
Nancy Reagan havde sin "Just Say No", der skulle lære unge ikke at begynde med stoffer. Senere fokuserede først Barbara Bush og senere hendes svigerdatter Laura Bush på at lære børn at læse.
Melania Trumps forgænger, Michelle Obama, havde kampagnen "Let's Move", der skulle nedbringe fedme hos børn.
/ritzau/AP