USA tvangsfjerner tusindvis af illegale migranters børn

Jeff Sessions siger, USA's brug af tvangsseparation beskytter "de svage og de lovlydige". (Foto: Foto: Jim Bourg/arkiv/Reuters)

Ifølge FN's kontor for menneskerettigheder handler USA i strid med internationale konventioner.

Den amerikanske justitsminister, Jeff Sessions, henviste fredag til et vers i Biblen, da han skulle forklare, hvorfor amerikanske myndigheder tvangsadskiller børn fra deres forældre, når de krydser grænsen til USA illegalt:

- Jeg vil citere apostlen Paulus og hans klare og kloge ordre i Romerbrevet kapitel 13 til at adlyde regeringens love, fordi Gud har forordnet regeringen til at udfylde hans formål, sagde ministeren.

Den amerikanske praksis begyndte i oktober 2017. Siden 19. april i år er 1995 mindreårige blevet tvangssepareret fra deres familier. Det oplyser justitsministeriet ifølge nyhedsbureauet AP.

Flere kristne grupper har protesteret mod USA's praksis, og det var den kritik, Jeff Sessions fredag forsøgte at forholde sig til.

- Ordentlige og lovlige processer er gode i sig selv. En konsekvent og retfærdig anvendelse af loven er i sig selv en god og moralsk ting. Den beskytter de svage og de lovlydige.

- Vores politikker, der på kort sigt kan betyde, at familier skilles ad, er ikke usædvanlige eller uberettigede, lød det fra Sessions.

Også den amerikanske præsident, Donald Trump, udtalte sig fredag om de adskilte børn. Han mener, at hans politiske modstandere er skyld i, at familier bliver separeret ved grænsen.

- Demokraterne må ændre deres lov. Demokraterne påtvang vores nation den lov. Jeg hader den. Jeg hader at se forældre og børn blive skilt ad, sagde han.

FN's kontor for menneskerettigheder udtalte for ti dage siden, at den amerikanske praksis er i strid med de internationale konventioner.

- USA skal øjeblikkeligt standse denne praksis. Der er intet normalt i at tilbageholde børn. Det er aldrig i barnets interesse, og det er altid en overtrædelse af barnets rettigheder, sagde Ravina Shamdasani, der er talskvinde for FN.

I øjeblikket er 1469 drenge mellem 10 og 17 år spærret inde i et gammelt supermarked nær grænsen til Mexico i staten Texas.

Nogle af børnene har krydset grænsen alene, mens andre med magt er blevet fjernet fra deres forældre.

Børnene bor i det nedlagte supermarked, mens forældrene bliver retsforfulgt for at have krydset grænsen illegalt.

Ifølge New York Times og Washington Post består det nedlagte supermarked af 313 værelser uden døre, en sundhedsklinik, et cafeteria og en lille biograf.

/ritzau/AP