USA-støttet koalition samarbejder med al-Qaeda i Yemen

En USA-støttet koalition har betalt al-Qaeda for at forsvinde ud af byer i Yemen i stedet for at bekrige dem.

Selv om USA aktivt forsøger at nedkæmpe og udrydde den militante islamistiske gruppe al-Qaeda, har en kompliceret borgerkrig i Yemen fået USA til at gå på kompromis og indgå hemmelige aftaler med sin erklærede fjende.

Det skriver nyhedsbureauet AP efter interview med over 20 kilder med forbindelse til Yemen-konflikten.

I Yemen udkæmper de iranskstøttede houthier en borgerkrig med den internationalt anerkendte regering, der får støtte af Saudi-Arabien og USA.

Flere gange i løbet af en toårig periode har den saudiarabisk-ledede koalition påstået, at den har fordrevet al-Qaeda fra flere af dens positioner i Yemen.

Men ifølge AP er mange af erobringerne foregået uden affyringer af skud. Nogle er blevet betalt for at forlade byer, og andre har trukket sig tilbage med våben, udstyr og penge, eller er blevet rekrutteret til koalitionen.

Ifølge AP's kilder er USA bevidst om, at disse aftaler har fundet sted. USA har også tilbageholdt droneangreb, når de militante forlod byerne.

USA samarbejder med sine arabiske allierede, særligt De Forenede Arabiske Emirater, om at bekæmpe al-Qaeda på Den Arabiske Halvø (AQAP).

Denne kamp er dog røget i baggrunden i en anden sags tjeneste, vurderer Michael Horton, der er medlem af en amerikansk analysegruppe ved tænketanken Jamestown Foundation.

- Dele af det amerikanske militær er klart bevidste om, at det, USA foretager i Yemen, støtter AQAP (al-Qaeda på Den Arabiske Halvø), og det er der meget angst omkring, siger han til AP:

- Men USA prioriterer at støtte De Forenede Arabiske Emirater og kongedømmet Saudi-Arabien mod det, som USA ser som en iransk ekspansionisme (udvidelsestrang, red.), højere end at kæmpe mod al-Qaeda på Den Arabiske Halvø og stabilisere Yemen.

/ritzau/