Amerikanerne har sværere og sværere ved at se en politisk løsning på den blodige konflikt i Syrien.
Lørdag fortæller USA's udenrigsminister John Kerry, at anvendelsen af kemiske våben, Hizbollahs involvering og Syriens præsident, Bashar al-Assad, manglende forhandlingsvilje truer med at "ødelægge mulighederne for en politisk løsning".
Det betyder imidlertid ikke, at USA helt har opgivet håbet.
- Udenrigsministeren bekræfter, at USA fortsat arbejder intenst på en politisk løsning, hvis mål er en Geneve II-konference, skriver ministeriet i en udtalelse.
Rusland, USA og FN har længe arbejdet i kulisserne for at samle til en bred international konference for at løse konflikten ved forhandlingsbordet i Geneve.
USA meddelte natten til fredag, at amerikanerne vil tage skridt til at bevæbne oppositionsstyrkerne i Syrien, efter den amerikanske regering har konkluderet, at Assads tropper har anvendt kemiske våben.
Ifølge USA har Syrien anvendt kemiske våben i mindst fire tilfælde i marts, april og maj.
Det betyder, at præsident Bashar al-Assads soldater har krydset det, som USA har betegnet som "en rød linje".
De fire angreb menes at have kostet mellem 100 og 150 mennesker livet.
Det står ikke umiddelbart klart, hvornår og hvilke våben der sendes. Ben Rhodes, USA's vice-nationale sikkerhedsrådgiver, siger, at Obama "i de næste uger vil drøfte disse spørgsmål med Kongressen".
/ritzau/Reuters