USA indfører sanktioner mod russere for valgindblanding

Det russiske internet research agentur er blandt de enheder, som rammes af nye amerikanske sanktioner.
13 af 19 russere, som rammes sanktioner, er tiltalt af den særlige efterforsker Robert Mueller, som er ved at undersøge russiske statsborgeres indblanding i den amerikanske præsidentvalgkamp.
13 af 19 russere, som rammes sanktioner, er tiltalt af den særlige efterforsker Robert Mueller, som er ved at undersøge russiske statsborgeres indblanding i den amerikanske præsidentvalgkamp. Foto: Saul Loeb/AFP

USA indfører flere sanktioner mod en række navngivne russere, virksomheder og organer - blandt andet det russiske internet research agentur, siger det amerikanske finansministerium.

Sanktionerne skyldes russisk indblanding i den amerikanske præsidentvalgkamp.

En højtstående kilde i præsident Donald Trumps administration siger, at Ruslands opførsel i det internationale samfund er foruroligende.

- USA's kamp for at gennemtvinge forandring er ikke forbi, hedder det.

Den russiske forretningsmand Evgeny Prigosjin er blandt de i alt 19 personer, som er omfattet af de nye sanktioner.

13 af de 19 sanktionsramte er russere, som er tiltalt af den særlige efterforsker Robert Mueller, som er ved at undersøge russiske statsborgeres indblanding i den amerikanske præsidentvalgkamp.

Også tre russiske selskaber er tiltalt.

De tiltalte beskyldes for at have brudt den amerikanske lovgivning for at kunne udøve indflydelse på det amerikanske valg og den politiske proces.

Trump-administrationen beskylder også den russiske regering for at stå bag en kampagne med cyberangreb for to år siden, hvor målene for sabotagen var det amerikanske elnet - atomkraftværker medtaget.

Sikkerhedstjenester og FBI siger, at der blandt andet blev angrebet netværk i mindre virksomheder, hvor der blev installeret dårlig software, stjålet oplysninger og opnået adgang til computernetværk i den amerikanske energisektor.

Det står ikke klart, hvor stor skade, der blev forårsaget ved de russiske hackerangreb, som begyndte tidligt i 2016 med fokus på mindre regeringskontorer og USA's infrastruktur.

Moskva forbereder en reaktion på de amerikanske sanktioner. Den russiske viceudenrigsminister Sergej Rjabkov siger, at et modsvar kommer hurtigt.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.