USA finder første tilfælde af Kina-virus hos amerikaner

Coronavirusset har indtil tirsdag kun været konstateret i Kina og andre asiatiske lande. Nu er det i USA.

USA identificerer første tilfælde af coronavirus. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Det er sket i byen Seattle i delstaten Washington, hvor en amerikansk mand er blevet diagnosticeret med virusset, efter at han er vendt hjem fra en rejse til Kina.

Den smittede person ankom til USA 15. januar efter en rejse i området omkring storbyen Wuhan, hvor virus-udbruddet indtil forleden var koncentreret.

Det vil sige, at han ankom til Washington, to dage før de amerikanske myndigheder begyndte at undersøge alle rejsende fra Wuhan til lufthavne i USA.

Manden henvendte sig efterfølgende selv til sundhedsmyndighederne for at blive undersøgt, skriver nyhedsbureauet AFP.

Den smittede person er i 30'erne og har det efter omstændighederne godt. Han er indlagt på et hospital uden for Seattle, skriver AP, som refererer de amerikanske myndigheder.

Virusset har indtil videre kostet seks mennesker livet, og minimum 300 mennesker menes at være smittet, har de kinesiske myndigheder oplyst.

Det nye coronavirus har fået stor opmærksomhed, fordi virusset minder om virusset sars, som i 2002 og 2003 kostede næsten 650 mennesker livet i primært Kina.

Tidligere tirsdag meddelte verdenssundhedsorganisationen, WHO, at virusset formentlig ville sprede sig til andre dele af Kina - og andre lande - i de kommende dage.

USA er det femte land, hvor virusset er identificeret. De andre lande er Kina, Thailand, Japan og Sydkorea.

De kinesiske myndigheder mente først, at virusset havde spredt sig fra dyr til mennesker. Senere har kinesiske forskere ved sundhedskommissionen imidlertid lagt fast på, at virusset kan smitte mellem mennesker.

Overlæge og virusforsker Anders Fomsgaard ved Statens Serum Institut udtalte til Ritzau tirsdag morgen, at man lige nu afventer, hvorvidt WHO be- eller afkræfter udmeldingen fra kinesiske myndigheder.

/ritzau/