En tidligere ansat i USA's luftvåben er onsdag af USA blevet anklaget for at give fortrolig information videre til Iran.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Der er tale om den tidligere agent i luftvåbnet Monica Elfriede Witt, der i 2013 deserterede til Iran, og som i øjeblikket er på fri fod.
Hun skal have været med til at give Iran oplysninger om en anden amerikansk agent. Derudover har hun angiveligt også hjulpet Irans Revolutionsgarde med at finde mål til cyberangreb i det amerikanske militær.
Monica Witt arbejdede i fire år med kontraspionage i USA's luftvåben.
Ifølge amerikanske embedsmænd har hun vendt sig imod sit hjemland. Hun skal også have afsløret amerikanske missioner mod styret i Iran.
Justitsministeriet har også sigtet fire iranske hackere. De skal angiveligt have benyttet Monica Witts oplysninger til at gå efter hendes tidligere kolleger inden for det amerikanske efterretningsvæsen.
De fire iranere skal have handlet på vegne af Irans Revolutionsgarde, der har tilknytning til den iranske regering.
- Det er en trist dag for USA, når en statsborger forråder sit eget land, siger John Demers, der er vicejustitsminister med ansvar for national sikkerhed.
Jay Tabb, der er FBI's øverste embedsmand inden for national sikkerhed, oplyser, at FBI tidligere har advaret Monica Witt, efter at hun deserterede.
De skal have oplyst hende om, at hun var et sårbart mål i forhold til at blive hvervet af de iranske efterretningsmyndigheder. Hun har angiveligt ignoreret advarslerne fra de amerikanske myndigheder.
/ritzau/