Tennisturneringen US Open kan have været udsat for matchfixing, men ifølge arrangøren er der næppe noget i sagen.
Det skriver Reuters.
Det er en række uregelmæssige spil på en førsterundekamp i damesingle mellem den 15.-seedede schweizer Timea Bacsinszky og russeren Vitalia Diatchenko, som har fået alarmklokkerne til at ringe.
Kampen endte med en sejr på 6-1, 6-1 til førstnævnte.
De uregelmæssige spil på kampen har fået tennissportens integritetsenhed (TIU) til at indlede en undersøgelse, men turneringsarrangøren tager sagen med ophøjet ro.
- Vi er opmærksomme på advarslen, og på dette tidspunkt er det et anliggende for tennissportens integritetsenhed, siger Chris Widmaier, talsmand for USA's tennisforbund (USTA), ifølge Reuters.
- I denne situation er vi ret sikre på, at der ikke er sket ulovligheder her, men TIU vil gennemføre den normale proces for at sikre sig, at der ikke er noget mistænkeligt.
- Når det er sagt, så skal alle betting-mistanker alligevel undersøges til bunds, lyder det fra Widmaier.
Det er anden gang i 2016, at en kamp i en grand slam-turnering bliver undersøgt for matchfixing.
Ved Australian Open i begyndelsen af året lukkede en stor bookmaker for spil på en mixeddoublekamp, da der blev spillet usædvanligt store beløb på kampen.
TIU gør opmærksom på, at der kan være andre og helt legale årsager til, at der spilles for ekstra store beløb på kampe.
Det kan skyldes forkerte odds, velinformerede gamblere, spillernes fysik, træthed og form såvel som forholdene til kampen eller personlige omstændigheder.
/ritzau/