Urmageren havde gentagne gange oplevet indbrud i sin butik,
og da tre røvere i januar kom på uanmeldt besøg, jog han dem selv på gaden. Urmageren
ramte to af røverne i ryggen, mens den tredje, der endnu er på fri fod, blev
ramt et ukendt sted.
- Min klient nægter sig skyldig, for han handlede i lovlig
nødværge, men nu må vi se, hvordan domstolene ser på det, siger Jakob Lund
Nielsen, urmagerens advokat.
Anklagemyndigheden droppede til gengæld anklagen på drabsforsøg.
- Det er i hvert fald en lettelse, at anklagemyndigheden ikke ser så alvorligt på det, det synes min klient også, men jeg tror ikke, det kom som nogen overraskelse for ham, siger Jakob Lund Nielsen.
Urmageren blev også tiltalt for ulovlig våbenbesiddelse, men
hvordan han vil forholde sig til det punkt, har hans forsvarer ikke snakket med
ham om endnu. Jakob Lund Nielsen siger dog, at der sandsynligvis vil blive tale
om en erkendelse på dette punkt.
De tre røvere bliver tiltalt for røveri, der kan give op til
seks års fængsel. Den ene røver er stadig på fri fod. De to andre er af
østeuropæisk oprindelse, og der er stillet krav om, at de udvises fra Danmark.
Sagen bliver nu indbragt for Københavns Byret, og den vil
formentlig begynde i maj.