En lang række ansatte på det københavnske metrobyggeri har aldrig betalt skat, selv om de har boet og arbejdet i Danmark i månedsvis, skriver Politiken lørdag. Metrokonsortiet CMT's italienske underentreprenør Cipa har ikke indberettet deres indkomst. Det viser mails fra Skat, der har søgt efter de udenlandske arbejdere i sine registre.
En stikprøve på 30 rumænske metroarbejdere, som fagforeningen 3F har spurgt til hos Skat, afslører samtidig, at der denne uge ikke var indberettet skat for hver tredje, selv om de pågældende har arbejdet på metroen siden november og december. Politiken og Fagbladet 3F er desuden kommet i besiddelse af yderligere tre ansættelseskontrakter for medarbejdere, der har arbejdet for Cipa siden september. Her er der i dag fortsat ikke svaret skat, selv om Cipa ifølge Skats frister har pligt til at indberette a-skat ved udgangen af hver måned.
En italiensk metroarbejder, som ønsker at være anonym af frygt for at miste sit job, har i mere end fire måneder modtaget vekslende a conto-beløb, fortæller han: "Jeg har ikke fået en eneste lønseddel, for jeg er ikke blevet registreret endnu, siger de. Jeg spørger næsten hver eneste dag, hvornår jeg bliver bragt i orden. Så siger de, at de har mistet mine dokumenter, eller at der er kø hos myndighederne, og at det bliver næste uge. Og sådan er det blevet ved", siger metroarbejderen til Politiken.
"Vi har slet ingen oplysninger på ham", konstaterer en ansat i Skat kortfattet om medarbejderen.
Cipa henviser til metrobyggeriets italienske hovedentreprenør CMT for kommentarer. Her erkender kommunikationschef Sigurd Nissen-Petersen over for Politiken, at underentreprenøren har haft problemer med at få papirarbejdet på plads på grund vanskeligheder med at få oprettet de ansatte i cpr-registret.
"Cipa forklarer mig, at den aftale eller den forståelse, man har haft med Skat København, er, at man har kunnet sætte arbejderne i gang, selv om der ikke lå et cpr-nummer. Man har kunnet give dem a conto-beløb, hvor der er registreret kvitteringer, og at man så svarer den korrekte skat, så snart cpr-nummeret er der", siger han til Politiken.
En forudgående registrering i folkeregistret er dog ikke en forudsætning for, at der indberettes skat. Hvis ikke en udenlandsk arbejder på forhånd er registreret i folkeregistret, vil Skat oprette et såkaldt skattepersonnummer og sende det til arbejdsgiveren. Der kan ikke dispenseres fra fristerne oplyser Skat i et skriftligt svar til Politiken.
Hos CMT kan Sigurd Nissen-Petersen ikke fremlægge dokumentation for den påståede "aftale eller forståelse" mellem Cipa og Skat København, som skulle legitimere selskabets praksis. Han afviser dog, at firmaet dermed i praksis har ladet metroarbejderne arbejde sort.
"I vores terminologi arbejder de ikke sort, fordi der ligger en forståelse om, at man afregner den korrekte skat, så snart man har fået et cpr-nummer", siger han til Politiken.