De kan holde til alt, er svært pansrede og dødelige i krig, hvor deres kanoner skyder med uhyggelig præcision på mål selv over flere kilometers afstand.
Ikke meget kan slå disse rullende stålmonstre ud – det skulle lige være en klodset chauffør. En sådan en af havde fået kommandoen over den britiske Challenger 2-kampvogn i torsdags på et militært øvelsesområde i Salisbury Plains i England. Under en klatring over en bakke fik den 65 tons tunge kampvogn "overbalance" og trillede om på taget.
Kampvognschaufføren og hans tre mand store besætning kunne dog uskadte kravle ud af hullet i kanontårnet, da den heldigt for dem ikke lå direkte på jorden, men det blev nok til noget af en røffel fra de øverstkommanderende.
Det er også lidt pinligt, da et så avanceret stykke krigsmateriel burde have sikkerhedssystemer og meget andet for at undgå en sådan situation. Om den over 40 mio. kroner dyre kampvogn nu er lige til en skrotning, eller om den stadig fungerer, vil først stå klart i løbet af næste uge.
Det er ikke spor ufarligt at være på øvelse i sådanne uhyrer. To soldater blev mast til døde, da de under en øvelse i 2014 i deres kampvogn røg ned i en grusgrav og landede på hovedet på kanontårnet, hvor de begge opholdt sig.
To andre soldater døde inde i selve kampvognen, da den i 2001 røg tre meter ned i grøft.