Robert Lewandowski gjorde sig selv til en vanvittigt upopulær mand i Dortmund, da han sidste sommer tog det forbudte skifte fra Borussia Dortmund til Bayern München.
Lørdag aften blev han så endnu mere upopulær på Dortmunds hjemmebane, Signal Iduna Park. Den polske angriber noterede sig for kampens enlige scoring, der gav Bayern München en smal 1-0-sejr.
Fra kampens begyndelse var det tydeligt, at Dortmund ikke ønskede at lade Bayern München få gang i det pasningsspil, holdet er så berygtet for.
De gulklædte Dortmund-spillere lagde hårdt pres på hver eneste modstander overalt på banen, og det gav god intensitet, men mindre flot fodbold i indledningen.
Efter syv minutter kunne udeholdet have taget en tidlig føring, men Thomas Müllers lob alene med Dortmund-keeper Roman Weidenfeller var både for blødt og uden for målrammen.
Langsomt fik førerholdet fra Bayern sat sig mere på spillet, og Dortmund var sjældne gæster omkring Manuel Neuers mål. Og 10 minutter inden pausen gav spilovertaget pote.
Thomas Müller kom igen af sted i dybden, og selvom Weidenfeller fik reddet forsøget, så var Lewandowski over riposten, som han kunne heade i et tomt mål.
1-0 til mesterskabsfavoritterne fra Bayern München, og det holdt til pausen.
Dortmund lignede et hold med tro på tingene fra anden halvlegs start. Hjemmeholdet fik igen etableret et godt pres på Bayern München-spillerne, og efter en times spil, burde udligningen være faldet.
Lidt tilfældigt slap bolden gennem udeholdets backlinje, og landsholdsspilleren Marco Reus satte kurs mod Manuel Neuer, men bolden blev kanoneret i sidenettet.
Ellers var det småt med store chancer. Manuel Neuer måtte dog diske op med en fornem redning på et frisparksforsøg fra samme Reus.
Det blev ikke til flere scoringer, og dermed sendte Lewandowski Bayern München endnu tættere på det tyske mesterskab.
Sejren betyder, at Bayern München fastholder føringen på 10 point ned til Wolfsburg på andenpladsen i Bundesligaen. Dortmund bliver hængende i midterfelter på en 10. plads.
/ritzau/