Manchester United-manager Ole Gunnar Solskjær har fundet sin foretrukne duo i det centrale forsvar.
Hvis det står til nordmanden, så skal Victor Lindelöf danne makkerpar med rekordindkøbet Harry Maguire i hele sæsonen.
- Jeg håber, at Victor og Harry ikke giver mig en årsag til at skifte ud. Ingen skader, karantæner eller mangel på koncentration, siger Solskjær.
Købet af Maguire i Leicester betyder, at der lige nu langt til spilletid for en hel del spillere. Der er nemlig et overskudslager af forsvarsspillere i klubben.
I åbningssejren på 4-0 hjemme over Chelsea i Premier League valgte Solskjær at vrage Phil Jones og Chris Smalling til United-truppen.
Heller ikke Marcos Rojo var der plads til. I stedet var det den blot 21-årige Axel Tuanzebe, som var udlejet til Aston Villa i sidste sæson, der sad på bænken.
- Optakten til sæsonen var en fantastisk chance for Axel at vise, hvad han er i stand til ved siden af vores andre spillere. Han har nok overbevist mig mere, end jeg havde regnet med.
- Det er derfor, han var med på bænken. Han kan også udfylde pladser på midtbanen og som højre back, så han er i stand til at spille forskellige positioner, siger Solskjær.
United råder desuden over Eric Bailly, som er ude med en knæskade i længere tid.
- Vi vil gerne spille fodbold fra bagkæden, og vi har gode midtstoppere til at gøre det. Axel banker også på døren og vil gerne spille.
- Og igen, både Rojo, Smalling, Jones og Axel vil alle gerne være en del af holdet. Så der er konkurrence om pladserne, siger Solskjær.
Han påpeger, at der kan komme skader og karantæner, og at der også kan blive brug for rotation.
- Jeg ved, at vi får brug for flere af dem. Selvfølgelig betyder Erics skade, at jeg har seks midtstoppere, som er klar, og det er måske en for mange, hvis alle skal involveres, erkender Solskjær.
/ritzau/