Manchester United og Chelsea er udset til at skulle kæmpe om titlen som engelsk mester i de kommende år.
Det var dog en streg i regningen for Chelsea, da FIFA i går forbød dem at hente nye spillere før år 2011, fordi klubben brød reglerne, da de opfordrede en 15-årig franskmand til at skifte til London.
Nu risikerer rivalerne fra Manchester United at få en lignende straf, fordi de engelske mestre hentede den 16-årige Paul Pogba i franske Le Havre for tre år siden til stor ærgrelse for den franske klub.
Le Havre har fulgt interesseret med i Chelsea-sagen, og nu vil klubben forfølge deres egen. Direktør, Alain Belsour, hævder, at Pogba havde en aftale med Le Havre, og at Manchester United derfor brød reglerne. Hvis FIFA vurderer, han har ret, kan englænderne se frem til en sanktion.
"Selvfølgelig vil vi forfølge vores sag. Det er en alvorlig sag. Vi er overbeviste om, at vi vinder. Det er ikke kun i vores interesse, men i hele sportens," siger direktøren ifølge The Times.
Manchester United har hele tiden fastholdt, at klubben ikke har gjort noget forkert i forbindelse med Pogbas skifte.