Unik mulighed: Få et kig i dronningens garderobe

For første gang er det muligt at se blandt andet dronning Margrethes kjoler og hatte udstillet uden for hovedstadsområdet. Udstillingen åbner onsdag i Den Gamle By i Aarhus.
Dronning Margrethe i "arbejdstøjet" i nytårstalerne 2009 (tv), 1980 og yderst til højre 1974.
Dronning Margrethe i "arbejdstøjet" i nytårstalerne 2009 (tv), 1980 og yderst til højre 1974. Foto: Keld Navntoft, Geert Bardrum og Elfelt/Ritzau Scanpix (arkiv)

37 kjoler og dragter, 42 hatte samt sko, dukkevogn, cykel, kufferter og tre skolebøger.

Så tæt kan man komme på dronning Margrethe i Den Gamle By i Aarhus. Her åbner dronningen selv en udstilling med ting fra hendes liv i 1940'erne og frem til dag.

Det skriver Den Gamle By i en pressemeddelelse. Her kan man også læse, at blandt kjolerne er der gensyn med "arbejdstøjet" fra nogle af tv-transmissionerne af nytårstalen, og at det er første gang hattene udstilles samlet.

Udstillingen er kommet i stand via en donation fra Annie og Otto Johannes Detlefs’ Fonde, og Den Gamle By har fået dronningens særlige tilladelse til at låne og udstille et større udsnit af hendes garderobe gennem tiden.

- Dronningen har en sikker sans for at finde interessante stoffer til kjoler og dragter, og dronningen er en stor ynder af genbrug, fortæller museumsinspektør Tove Engelhardt Mathiassen.

Dronningen er iøvrigt protektor for Den Gamle By.

Et udsnit af særudstillingen "Fra dronningens garderobe". Udstillingen åbner 28. marts og kan ses til og med 9. september 2018. Det er første gang en sådan udstilling kan opleves uden for hovedstadsområdet.
Foto: Den Gamle By

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.