Unicef: Coronavirus truer vaccinationer mod mæslinger

Mæslinger smitter ved dråbeinfektion og kan blandt andet give feber, snue, hoste og røde øjne. (Arkivfoto) (Foto: Lindsey Wasson/Reuters)

Det kan få katastrofale konsekvenser, hvis vaccinationer mod mæslinger bliver udsat, advarer Unicef.

Mere end 115 millioner børns vaccinationer mod mæslinger er i fare på grund af coronavirus.

Det fastslår Unicef, FN og WHO i en ny analyse.

I analysen fremgår det, at vaccinationsprogrammer mod mæslinger er forsinkede eller udskudt i 24 lande for at hindre spredning af coronavirus.

Og 13 andre lande overvejer at gøre det samme for at undgå yderligere spredning af virusset.

De i alt 37 lande tæller blandt andre Brasilien, Filippinerne, Ukraine, Etiopien og Kenya. Det er alle lande, som ifølge Unicef har kontinuerlige mæslingeudbrud.

Hvis vaccinationer mod mæslinger ikke bliver gennemført, er der i disse lande mere end 115 millioner børn, som kan blive påvirket.

Det siger Karen Hækkerup, der er generalsekretær ved Unicef Danmark.

- I mange lande kan vaccinationerne ikke komme frem, der ikke adgang til at få vasket hænder eller beskyttelsesudstyr, så man er bekymret for, at folk bliver smittet med coronavirus, når de kommer for at få en mæslingevaccine.

- Men vores erfaring er, at det får katastrofale konsekvenser, hvis ikke man vaccinerer for mæslinger. Så er der mange helt små børn, der vil dø, for mæslinger er en epidemi, der også er i voldsom opvækst i mange afrikanske lande.

Unicef opfordrer derfor på det kraftigste til, at gennemføre vaccinationerne for at redde menneskeliv.

Samtidig sender Unicef og WHO en opfordring til verdenssamfundet om at hjælpe til under coronakrisen.

- Vi bliver nødt til at få verdenssamfundet til at hjælpe os med at få vaccinationerne frem og få dem givet. Vi har brug for at kunne få mere vand og sæbe med, og vi har brug for hjælp med vores flyruter, der er lukket ned, siger Karen Hækkerup.

Ifølge Unicef har børn under et år større risiko for at miste livet til følgevirkningerne af mæslinger.

Hvis det besluttes at udskyde vaccinationer af spredning af coronavirus, anbefaler Unicef derfor at intensivere indsatser, der opsporer de børn, der ikke er vaccinerede.

På den måde kan de mest udsatte grupper gives mæslingevacciner, så snart det igen bliver muligt.

I 2018 kostede sygdommen mere end 140.000 mennesker livet, heraf flest spædbørn og børn.

/ritzau/