Unge kriminelle skal i højere grad rettes ind ved hjælp af sociale sanktioner. Regeringen kommer onsdag med udspil til en ny "ungetjeneste", der skal sende unge i samfundstjeneste 20-40 timer.
Social-, børne- og integrationsminister Annette Vilhelmsen (SF) og justitsminister Morten Bødskov (S) præsenterer udspillet, hvor forældre og fagpersoner skal inddrages med det samme, den unge begår kriminalitet.
- Det er nødvendigt, at vi har en indsats, der fokuserer på at gøre den unge og forældrene ansvarlige, siger Annette Vilhelmsen i en pressemeddelelse.
- Så den unge forstår konsekvenserne af sin adfærd, og så forældre, støttet af fagpersoner, bakker op om at få den unge tilbage på ret kurs, lyder det.
Udspillet består af række initiativer, hvor samfundstjeneste er den ene.
Samtidig skal kommunerne indkalde en ung kriminel, familien og relevante fagpersoner til et "netværkssamråd" senest syv dage efter, at kommunen har modtaget dokumentation fra politiet om den unges kriminalitet.
Ministrene foreslår også et forsøgsprojekt, hvor kommuner og politi i SSP-regi kan indkalde en ung, der har udvist asocial, men ikke kriminel, adfærd til et møde.
Den unges forældre og en repræsentant for skolen indkaldes også. På mødet udarbejdes der i fællesskab en skriftlig aftale om, hvad "god opførsel" er.
Justitsminister Morten Bødskov prioriterer området, selvom ungdomskriminaliteten er faldende.
- Jeg er derfor rigtig glad for at kunne præsentere et udspil, der på flere måder styrker indsatsen over for unge, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, siger Morten Bødskov i en pressemeddelelse.
Udspillet koster samlet til 72,5 millioner kroner i 2014-2017 og indgår i forhandlingerne om satspuljen for 2014.
/ritzau/