Politiet er tilsyneladende nået til bunds i, hvem der begik tre røverier mod en UnoX-benzintank i Haslev på Midtsjælland.
Røverierne er alle sket i år, og hver gang har røverne fået et sparsomt udbytte i form af småpenge, cigaretter og slik.
Fredag blev to 19-årige mænd fra Haslev anholdt og sigtet for røverierne.
De har erkendt at stå bag tankrøverierne, oplyser vagtchef Kenneth Pedersen, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Ved anholdelsen af de to unge fandt politiet noget tøj, som svarer til det, som røverne bar ved røverierne.
Mændene fremstilles lørdag i grundlovsforhør ved Retten i Næstved.