De er unge og energiske. Kaster sig ud i alle slags sommerferiejob for at tjene til rejser, tøj og biografture.
Men de kender ikke deres rettigheder, og derfor bliver de snydt.
For tiden er Jobpatruljen rundt i landet. Jobpatruljen er en årlig indsats for at sikre de unges rettigheder, som 3F og H/K Danmark har ansvaret for.
Ifølge dem er der større eller mindre fejl i 65 procent af de unges ansættelseskontrakter.
De unge har typisk fejl i kontrakten, fordi de ikke ved, at de skal have løn i oplæringsperioden, at der er pause efter fire timers arbejde, og at de ikke selv skal finde afløsere ved sygdom.
Ingen kontrakt
Jobpatruljen har netop været i Vejle, og der fandt de også huller i kontrakterne.
Ungdomskonsulent Kathrine Møller fortæller til Lokalavisen Vejle, at der var styr på tingene de fleste steder, men at der også var plads til forbedring.
”De frivillige jobpatrulje-aktivister kom vidt omkring, desværre oplevede vi, at der i seks ud af 27 ansættelsesforhold var problemer. Vi oplevede flere steder, at unge ikke havde en ansættelseskontakt, ikke fik løn under sygdom og et enkelt sted arbejdede en 15-årig med alkohol,” siger Kathrine Møller, der står i spidsen for den sydjyske del af Jobpatruljen.
Jobpatruljen besøger 1100 virksomheder på Fyn, øerne og Fredericia i uge 28 og 29.
Den består af unge frivillige, der i de to uger bor sammen i sommerhuse.