Unge gider ikke kommunale sommerjob: Skal samle skrald

Skraldejob var tiltænkt unge, men der er næsten ikke kommet nogen ansøgninger.
- Jeg tror der er masser af unge, der gerne vil have et sommerjob, siger Tommy Petersen fra Radikale Venstre.
- Jeg tror der er masser af unge, der gerne vil have et sommerjob, siger Tommy Petersen fra Radikale Venstre. Foto: Presse/Radikalde Venstre

Lad unge tjene en skilling på at hjælpe kommunen med at fjerne skrald fra gaden i sommerferien. Det var tanken med 18 stillinger til unge mellem 13 og 17 år, som Københavns Kommune slog op i foråret. Men der er kun kommet ni ansøgninger, hvoraf fem ansøgere er for gamle.

Det skyldes blandt andet, at jobopslaget ved en fejl ikke er kommet på Facebook, siger centerchef i København Kommunes teknik- og miljøforvaltning, Bianka Saarnak til DR P4 København:

- Nu kører vi et nyt Facebook-opslag og laver et opslag på Instagram. Så håber vi, at der er rigtig mange, som vil se og dele dette opslag, så vi kan nå ud til de unge mennesker, som kunne være interesserede i jobbet.

Idéen om at hyre unge til at fjerne skrald er hentet fra Stockholm, hvor kommunen har ansat 8000 unge i sommerjobs. Gruppeformand for Radikale Venstre i København Tommy Petersen er overbevist om, at interessen er der, når først opslaget bliver set:

- Jeg tror der er masser af unge, der gerne vil have et sommerjob, vi må bare blive bedre til at annoncere der, hvor de unge er, siger han til DR P4 København.

Lønnen for sommerjobbet som skraldesamler ligger mellem 53 og 72 kroner i timen afhængig af, hvor gammel man er.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.