Det er under al kritik, at ingen gør noget ved den massive boligmangel i de store byer, mener Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU).
Avisen.dk’s historie om 19-årige Johanne, der må sove på en varmestue, fordi hun ikke kan finde et værelse i Aarhus, illustrerer en foruroligende tendes, påpeger DSU-formanden, Alexander Grandt Petersen.
- Når jeg læser den ulykkelige situation om Johanne, tænker jeg bare, at der i den grad er brug for national politisk handling. Hvert eneste år er der jo unge mennesker, der havner i samme situation som Johanne. Tit fordi de flytter til de større byer for at studere, siger han til Avisen.dk.
Unge er ikke forkælede
Politikerne siger, at boligmanglen skyldes et luksusproblem, forklarer Alexander Grandt Petersen. Men den beskyldning giver han ikke meget for.
- Når man eksempelvis ser på Johannes situation, kan man jo tydeligt se, at der langt fra er tale om en forkælet ungt menneske, siger han.
Og han afviser, at der er tale om, at for mange unge mennesker er vant til at få alt serveret på et sølvfad.
- Det her handler ikke om, at unge kun vil bo i byernes centrum eller midt på Kongens Nytorv, som nogle beskylder unge for. Tværtimod er der nogle unge mennesker, der ender i en meget skrøbelig og vanskelig situation, for det er ikke alle, der bare kan flytte hjem til deres forældre.
Tid til handling
DSU savner politisk handling og har derfor taget sagen i egen hånd. For et par dage siden lancerede DSU et politisk udspil til en ungepolitik, der skal tage hånd om de mange udfordringer, den unge generation har.
Det er især den massive mangel på billige ungdomsboliger, der får de røde ungdomspolitikere op af stolen.
- Vi foreslår, at der bygges mindst 10.000 nye ungdomsboliger med et prisloft på maksimalt 300 kroner i de byer, hvor behovet er størst, siger Alexander Grandt Petersen.
Ved den socialdemokratiske kongres i den kommende weekend vil han sammen med de øvrige ungdomspolitikere i DSU råbe Mette Frederiksen og de andre S-profiler op.
- Boligmangel er virkeligheden for rigtig mange unge. Startskuddet må være, at der er politikere, der tager handling. Men i dag er der alt for få politikere, der forholder sig til problemet, siger DSU-formanden, Alexander Grandt Petersen, til Avisen.dk.