Et foruroligende opkald fra en 19-årig mand har trukket mange ressourcer hos Østjyllands Politi i natte- og morgentimerne søndag.
Søndag nat kontaktede han politiet og fortalte, at han havde slået hele sin familie ihjel. Den unge mand truede herefter med, at han ville skyde mod politiet, hvis betjente rykkede ud til familiens adresse i Viby ved Aarhus.
Det fortæller vagtchef René Ludvig fra Østjyllands Politi søndag formiddag.
- Da vi kommer derud, bliver vi mødt af en mand, der tager ladegreb på en pistol. Det viser sig dog at være en softgun, siger vagtchefen.
Den 19-åriges familie var ikke til stede på adressen. Der er ingen tegn på, at der er sket en forbrydelse. Omvendt vidste politiet heller ikke på det tidspunkt, hvor familiemedlemmerne befandt sig.
Manden blev anholdt og taget med på politistationen.
- Han er ved at blive afhørt. Her håber vi at få klarlagt, hvad hans bevæggrund for opkaldet har været, lyder det fra René Ludvig søndag formiddag.
Politiet har nu fundet mandens familie, og de modtager nu krisehjælp.
/ritzau/