Ung mand fortsatte vanvidskørsel efter dødsulykke

Krimi
En 26-årig mand påkørte flere biler natten til den 23. juli 2019 på Langebro i København. I den forbindelse mistede en politibetjent livet. Betjenten var ikke på arbejde, da ulykken skete. (Arkivfoto) (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

En politibetjent mistede livet sidste sommer, efter at han og flere andre blev påkørt på Langebro i København.

Da en ung mand kørte hasarderet over Langebro i København kort efter midnat den 23. juli 2019, var det ifølge politiet hverken første eller sidste gang, han overtrådte færdselsloven.

Den pågældende nat accelererede han og kørte med mindst 108 kilometer i timen ad H.C. Andersens Boulevard og videre over Langebro mod Amager, hvor den højst tilladte hastighed er 50.

Vejen var våd og mørk, og på Langebro påkørte han flere biler. I den ene sad en politibetjent, som blev alvorligt kvæstet og døde kort tid efter.

Bilisten - en 26-årig mand - er på baggrund af ulykken blevet tiltalt for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder og for "af grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde" at forvolde fare for andres liv eller førlighed.

Efter ulykken flygtede han fra stedet uden at hjælpe politibetjenten, der sad fastklemt og livløs i sin bil.

Det fremgår af anklageskriftet, som Ritzau har fået aktindsigt i.

Betjenten, der døde, var ikke på arbejde på ulykkestidspunktet.

Fortsatte vandvidskørsel

Foruden en beskrivelse af mandens kørsel natten til den 23. juli 2019 og den følgende ulykke bliver en lang række andre trafikforseelser beskrevet i anklageskriftet.

Manden har ifølge anklagemyndigheden ved Københavns Politi både trykket alt for hårdt på speederen og været påvirket af alkohol.

Efter ulykken på Langebro blev han anholdt og varetægtsfængslet frem til 19. august. Men allerede 22. august blev han taget for at køre for stærkt på Holbækmotorvejen.

Her kørte han med 81 kilometer i timen på en strækning, hvor skiltningen viste, at den højst tilladte fart var 60.

En nat i oktober kørte han spritkørsel med en promille på 1,19 i det indre København. Og senere samme måned blev han målt med en fart, der var dobbelt så høj som det tilladte på Helsingørmotorvejen.

Over en strækning på 2,4 kilometer ved Gentofte blev han således målt til at køre med mindst 187 kilometer i timen, selv om fartgrænsen på den del af motorvejen var sat ved 90.

Også forud for dødsulykken på Langebro blev den 26-årige mand taget for spirituskørsel og for høj fart. To gange viste en blodprøve, at han havde kørt med en promille, der var højere end den tilladte på 0,5.

Natten til den 10. marts 2019 blev han stoppet af politiet i Indre By i København - mistænkt for spritkørsel. En blodprøve viste, at han havde en alkoholpromille på 1,09.

Tre måneder senere blev han taget for samme forseelse ved Kongens Nytorv. Her var promillen på 1,13.

Sagen mod den 26-årige mand behandles ved Københavns Byret. Den begynder 8. april, og der er afsat fire retsdage.

/ritzau/