Ung mand dømt: Tævede og voldtog 17-årig til skolefest

Retten i Kolding idømte tirsdag en 18-årig mand to et halvt års fængsel for at voldtage en pige fra sin skole.
Retten i Kolding idømte tirsdag en mand to år og seks måneders fængsel for voldtage en 17-årig pige til en fest på Produktionsskolen i Kolding.
Retten i Kolding idømte tirsdag en mand to år og seks måneders fængsel for voldtage en 17-årig pige til en fest på Produktionsskolen i Kolding. Foto: Google Maps

En 18-årig mand er tirsdag blevet idømt to år og seks måneders fængsel for at voldtage en 17-årig pige til en fest på Produktionsskolen i Kolding.

Dommen faldt i Retten i Kolding tirsdag, oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Ifølge JydskeVestkysten hedder den 18-årige Emmanuel Ngoma, og han blev desuden betinget udvist af Danmark, da han er congolesisk statsborger.

Voldtægten skete, da de to elever var til fest på skolen den 1. marts. Ifølge pigen slog den 18-årige hende i hovedet med en knyttet hånd, så hun fik næseblod.

Herefter holdt han hende for munden, så hun ikke kunne sige noget, trak bukserne af hende og voldtog hende.

Den 18-årige nægtede derimod at have haft samleje med pigen, men fortalte at de to havde kysset og haft oralsex.

Retten lagde imidlertid vægt på pigens forklaring og fandt den unge mand skyldig i voldtægt. Desuden lagde retten vægt på, at der var fundet sæd samt forklaringer fra vidner, som var til stede efter voldtægten.

Ifølge JydskeVestkysten fandt voldtægten sted mellem klokken 21 og 21.30 om aftenen, og pigen tog nogle timer senere på Kolding Sygehus og anmeldte herefter voldtægten til politiet.

Politiet anholdt og afhørte senere Emmanuel Ngoma, men han blev løsladt efter et grundlovsforhør, da en dommer ikke mente, at der var grundlag for at varetægtsfængsle ham, skriver avisen.

Det blev han dog et par uger senere, da politiet modtog svar på tekniske prøver, der påviste sæd fra den 18-årige.

Anklagemyndigheden havde lagt op til, at manden skulle udvises ubetinget af Danmark, men det ville ifølge retten være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Det skyldes hans unge alder, og at han har boet i Danmark i 15 år - altså langt størstedelen af sit liv.

Han modtog dommen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.