Ung kvinde kvæstet: Kastet ud af bil på parkeringsplads

En ung person er blevet alvorligt kvæstet efter en trafikulykke ved gymnasium i Ishøj.
En person kom alvorligt til skade ved en trafikulykke på parkeringspladsen ved Sydkystens Gymnasium i Ishøj.
En person kom alvorligt til skade ved en trafikulykke på parkeringspladsen ved Sydkystens Gymnasium i Ishøj. Foto: Claus Fisker / Ritzau Scanpix (arkivfoto)

En ung person er blevet alvorligt kvæstet i en trafikulykke på parkeringspladsen ved Sydkystens Gymnasium i Ishøj.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi til sn.dk.

Politiet modtog anmeldelsen om ulykken 11.37. Politi og ambulance var hurtigt fremme på ulykkesstedet.

Flere unge mennesker og mindst én bil var involveret i ulykken.

Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse nærmere om, hvad der er sket eller gået forud for ulykken.

- Vi er fortsat i gang med at undersøge omstændighederne omkring trafikulykken ved Sydkystens Gymnasium, hvor en person er kommet alvorligt til skade - angiveligt i grov kådhed, skriver politiet på Twitter onsdag eftermiddag.

Ekstra Bladet skriver, at der er tale om en ung kvinde, der onsdag formiddag blev slynget ud af en bil på parkeringspladsen. 

- Som det desværre er med mennesker, kan de være kåde, de kan være letsindige. Det er forår og endelig blevet varmt, og når en ung pige sætter sig på en bil i et spisefrikvarter, så gør unge mennesker ufornuftige ting. Det er også sagen her, siger Daniel Blum, vicedirektør for uddannelsesstedet NEXT, til Ekstra Bladet. 

En bilinspektør skal undersøge ulykkens nærmere omstændigheder.

Vagtchef Thomas Mejborn afviser, at ulykken har noget at gøre med mandagens episode på samme gymnasium, hvor politiet mødte talstærkt op af frygt for et skoleskyderi.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.