Ung kvinde får bøde efter cykelrytters død i trafikken

Krimi
Retten i Aarhus har mandag afsagt dom i en sag, hvor 18-årig mistede livet under et cykelløb. (Arkivfoto) (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

Retten i Aarhus har mandag afsagt dom i en sag, hvor 18-årig mistede livet under et cykelløb.

En 28-årig kvinde, der kørte ind i cykelrytter Andreas Byskov Sarbo, som mistede livet, er blevet idømt en bøde på 1500 kroner for forseelsen.

Det oplyser Retten i Aarhus, der har behandlet sagen.

Ulykken skete under et cykelløb ved Odder.

Det var under løbets tredje etape, at 18-årige Andreas Byskov Sarbo blev ramt af bilen under en enkeltstart.

Bilisten kørte fra sin bopæl og kom kort efter til et lyskryds, hvor venstresving var forbudt grundet cykelløbet.

Kvinden har forklaret, at hun ikke så skilte, der fortalte, at hun ikke måtte dreje til venstre.

Den 28-årige kvinde, der sad bag rattet, har i retten forklaret, hun havde øjenkontakt med en vagt, kort før hun svingede ned ad den vej, hvor indkørsel forbudt-skiltet skulle have stået.

- Jeg ser ikke nogen skilte, og jeg ser ikke vagterne gøre fagter eller lignende.

- Jeg har ikke vidst, at jeg har gjort noget forkert, har kvinden, der var på vej til arbejde, forklaret.

Blodprøver har konkluderet, at hun hverken havde stoffer eller alkohol i blodet.

Undervejs i sagen er det kommet frem, at anklagemyndigheden gik efter en straf på to måneders fængsel for uagtsomt manddrab og manglende agtpågivenhed.

Straffen kunne dog ifølge anklageren gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste.

Kvindens forsvarer, advokat Camilla Ernst, oplyser, at hun ikke ønsker at udtale sig om afgørelsen.

- Det eneste, jeg vil sige, er, at det er en forfærdelig sag, men af respekt til ofrets efterladte ønsker jeg ikke at sige mere, lyder det.

- Jeg kan tilføje, at det samme gælder for min klient.

/ritzau/