Et dødbringende overfald i en odenseansk baggård koster en 48-årig gymnasielærer en dom til anbringelse på en lukket psykiatrisk afdeling på ubestemt tid.
Dommen er afsagt onsdag formiddag af Retten i Odense og omhandler drabet på en tilsyneladende helt uskyldig og intetanende 24-årig kvindelig studerende.
Den 23. juni sidste år blev hun pludselig overfaldet og stukket til døde i en baggård til de ejendomme, hvor både den dømte og kvinden boede.
De to kendte imidlertid slet ikke hinanden, men den psykisk syge gymnasielærer var i gerningsøjeblikket af en anden opfattelse.
- Jeg forbandt kvinden med min chef, og at de var i ledtog med hinanden, men det var de ikke. Det mener jeg ikke længere. Hun var fuldstændig uskyldig, forklarede den 48-årige ifølge Fyens.dk inden domsafsigelsen.
Den vildfarelse understøttes af en mentalundersøgelse, som ligeledes blev præsenteret i retten. Heri fastslår lægerne, at manden var sindssyg i tiden op til drabet.
Derfor var det da også forventningen, at retten ville dømme manden til anbringelse.
Som det sker i alle straffesager, fik gymnasielæreren det sidste ord, inden sagen optages til dom.
- Jeg vil gerne undskylde og beklage den sorg, jeg har forvoldt, sagde han ifølge Fyens.dk.
Manden valgte at modtage sin dom.
/ritzau/