22-årige Ruben Loftus-Cheek har haft svært ved at få spilletid i Chelsea i sin karriere, men torsdag aften gjorde han opmærksom på sig selv.
Loftus-Cheek scorede således alle tre mål, da Chelsea hjemme besejrede Bate Borisov fra Hviderusland med 3-1 og topper gruppe L med tre sejre.
Ruben Loftus-Cheek bragte allerede Chelsea foran 1-0, inden der var spillet to minutter.
Et fladt indlæg endte hos den 22-årige midtbanespiller, som trykkede af i feltet og scorede.
Efter otte minutter var han igen på pletten, da Chelsea fik hjørnespark.
Loftus-Cheek fik i det lille felt sendt bolden i mål til 2-0, inden han holdt scoringspause til det 54. minut.
Her driblede spanske Pedro ind i en blindgyde, og bolden sprang tilbage til Ruben Loftus-Cheek, som køligt drejede den i mål ved fjerneste stolpe til 3-0.
Chelsea var uden superstjernen Eden Hazard, der var ude med en rygskade, mens danske Andreas Christensen var med i forsvaret hos Chelsea.
Han kunne se hviderusserne reducere med ti minutter igen.
Joakim Mæhle var med hos Genk i gruppe I, som revancherede sig fra nederlaget til Sarpsborg 08 ved at vinde 4-2 på udebane over Besiktas.
Her leverede danskeren to gange fornemme oplæg til scoringer.
Efter 23 minutter sendte Mæhle et flot og højt indlæg ind over, og Mbwana Samata flugtede bolden i mål til 1-0.
Efter 70 minutter var det også et skarpt indlæg fra Mæhle, der førte til 2-0-scoringen, som gjorde Samata til dobbelt målscorer.
Marcus Ingvartsen var ikke med i truppen for Genk.
Genk topper gruppen med seks point.
I samme gruppe var der danskeropgør, da Sarpsborg 08 tog imod Malmö FF i en kamp, der endte 1-1.
Den norske provinsklub havde både Patrick Mortensen med i angrebet og Matti Nielsen på midtbanen i hjemmekampen mod svenskerne, der stillede med Anders Christiansen, Søren Rieks og Lasse Nielsen fra start.
I den seneste runde nåede Sarpsborg en milepæl, da den unge klub for første gang vandt i et europæisk gruppespil med 3-1-sejren over Genk.
Frederik Rønnow var med i målet hos Eintracht Frankfurt, som hjemme slog græske Apollon 2-0 i gruppe H, som tyskerne fører.
Sevilla uden en skadet Simon Kjær slog hjemme tyrkiske Akhisar Belediye med 6-0.
/ritzau/