Du skal væbne dig med tålmodighed, hvis du drager på efterårsferie i bil lørdag.
Sådan lyder opfordringen fra Vejdirektoratet.
Lørdag omkring klokken 11.30 kan vagthavende Thorarinn Aggi Thorarinsson fortælle, at det generelt ser pænt ud på de danske veje - bortset fra et sted.
- Der er tæt trafik og begyndende kø-kørsel på E45 ved Kolding, siger han til Avisen.dk.
Der er generelt udsigt til tung trafik lørdag mellem 10 og 18.
Der er størst risiko for trafikpropper på de sædvanlige strækninger ud af København og hen over Fyn i retning mod Jylland.
Danskerne skal besøge familie i Jylland eller sydpå og dermed er det Køge Bugt Motorvejen, Vestmotorvejen, Fynske Motorvej og motorvejene mod den dansk-tyske grænse samt Rødby og Gedser, der kommer under et gevaldigt pres.
Der er tilmed vejarbejde ved Odense på den fynske motorvej og mellem Solrød og Køge på Køge Bugt Motorvejen.
Opfordringen fra Vejdirektoratet går dermed på at køre efter spidsbelastningen lørdag og generelt følge med i trafiksituationen via medier og Vejdirektoratets hjemmeside.
Thorarinn Aggi Thorarinsson