Et bryllup, en konfirmation eller en rund fødselsdag er en stor dag, der ikke kan gøres om. Hvis du hyrer en fotograf til at forevige dagen, er det derfor vigtigt, at du får nogle dejlige minder i form af gode fotos bagefter.
Hvis dine og fotografens forventninger ikke stemmer overens, risikerer du en dårlig oplevelse - og det gør fotografen også.
Her er en række råd til, hvordan du vælger den rigtige fotograf til den store dag, og hvad dine rettigheder er, hvis du ender med en skuffende oplevelse:
- Valget af fotograf handler først og fremmest om tillid. Vælg en, du har fået anbefalet af venner eller kolleger, og gerne en, du har mulighed for at se mange billeder fra, og som åbent skriver om erfaringsniveau, uddannelse osv. på hjemmesiden.
- Lad være med at udskyde valget af fotograf til sidste øjeblik.
- Indstil dig på, at det sandsynligvis er dyrere, end du tror. Fotografen bruger ikke kun de arbejdstimer, han eller hun er til stede til selve brylluppet, men også timer på efterbehandling af billederne. Kvalitet koster, så hvis du går efter en billigere løsning, skal forventningerne sættes tilsvarende ned. Overvej, hvor vigtigt det er for jer at være sikre på gode billeder fra brylluppet.
- Søg på fotografens navn på Google. Det giver både mulighed for at se hans eller hendes arbejde, og se, om andre har haft gode eller dårlige erfaringer med vedkommende.
- Slå fotografens navn eller firma op på firmatjek.dk. Det er forbrugerstyrelsens liste over firmaer, der ikke har rettet ind efter klager.
- Sørg for at se en del billeder, fotografen har taget. Det giver indtryk af hans eller hendes stilart. Viser fotografen kun få billeder frem på hjemmesiden, kan det være, det kun er de få heldigste skud, der vises frem.
- Sørg for at vide, om fotografen er firmaregistreret, professionel eller hobbyfotograf. Det siger ikke nødvendigvis noget om, hvor dygtig fotografen er, men det har betydning for, hvordan du er stillet, hvis du bagefter er utilfreds.
- Hvis du synes, det er for dyrt at booke en professionel en hel dag, kan du overveje at booke ham eller hende i få timer, nemlig før, under og efter vielsen, og nøjes med vennernes fotos fra festen.
- Snak detaljerne igennem. Sørg for at få aftalt alt og afstemme jeres forventninger: Hvor mange timer skal fotografen være der? Hvad og hvem skal han fotografere? Hvor meget skal billederne efterbehandles? Hvor mange billeder får I bagefter? Giver fotografen jer billederne i papirformat, digitalt eller begge dele? Hvor lang er leveringstiden?
- Bliv enige om prisen på forhånd, og aftal også, hvad bestillinger af ekstra kopier mm. skal koste.
- Lav en skriftlig kontrakt, hvor alle detaljer står. Det stiller både kunde og fotograf bedre, hvis der opstår misforståelser eller uenighed bagefter.
- Hvis det er gået galt og du er utilfreds, så henvend dig først til fotografen og tag en snak om problemet og hvordan I kan løse det.
- Lad være med at stille urealistiske krav. Har fotografen leveret nogle billeder, kan du ikke kræve at få pengene tilbage, selvom du ikke er tilfreds. Et afslag i prisen er mere realistisk.
- Kan I ikke blive enige, opfordrer Forbrugerstyrelsen til, at du derfra kommunikerer på skrift, så du kan dokumentere forløbet, hvis det bliver nødvendigt senere.
- Hvis I ikke kan finde en løsning, kan du klage til Forbrugerklagenævnet eller Forbrugerrådet, hvis fotografen er firmaregistreret eller har en vis mængde betalte opgaver årligt. I så fald kan du nemlig betragtes som kunde.
- Hvis fotografen har så få betalte opgaver, at Forbrugerrådet ikke betragter ham eller hende som erhvervsdrivende, kan du ikke klage som forbruger, men må stævne fotografen i et privat søgsmål.
Kilder: Forbrugerrådet Tænk, Forbrugerstyrelsen, Dansk Fotografisk Selskab, mm.