Undgå besøg af brandvæsnet nytårsaften

Undgå at der står letantændelige ting i carporten. (Foto: Scanpix)

Danske Beredskaber giver dig gode råd til, hvordan du kommer sikkert gennem årsskiftet og undgår besøg af brandvæsnet midt i nytårsfejringen.

Nytårsaften kan meget hurtigt blive lidt af en fuser, hvis skraldespanden eller postkassen pludselig står i flammer, og brandvæsnet må forbi for at slukke branden. Der er derfor al mulig grund til at tage sine forholdsregler forud for nytårsaften. Sådan lyder opfordringen fra Danske Beredskaber, der er interesseorganisation for landets kommunale beredskaber.

– Nytårsdøgnet er uden sammenligning det travleste døgn på året for de kommunale beredskaber. Langt de fleste udrykninger er til mindre brande i skraldespande og postkasser, og ofte er det brande, som kunne have været undgået, hvis ejeren af skraldespanden eller postkassen havde taget nogle få, men vigtige forholdsregler, siger sekretariatschef i Danske Beredskaber, Bjarne Nigaard.

500 udrykninger i aften

En gennemsnitlig nytårsaften byder på cirka 400 udrykninger, men de seneste år har de kommunale beredskaber haft flere end 500 udrykninger nytårsaften og -nat.

Skraldespande og postkasser er oplagte mål for hærværk nytårsaften og -nat. Ofte er brandene forårsaget af heksehyl eller andet nytårskrudt, som får fat i skrald eller reklamer og aviser. Inden nytårsaften bør man derfor sikre sig, at skraldespande og containere er lukkede og postkassen tømt.

– Har man en garage, kan man med fordel flytte skraldespande og containere derind. Men har man ikke det, bør man som minimum sikre sig, at de ikke er overfyldte og kan lukkes helt. Derudover bør man flytte skraldespande og containere væk fra bygninger, så en mindre skraldespandsbrand ikke pludselig udvikler sig til brand i huset, hvis uheldet er ude, siger Bjarne Nigaard.

Derudover er det en rigtig god idé at fjerne alle brændbare materialer som juletræer, gamle aviser og papkasser, der ligger og flyder i carporten, rundt om huset eller på altanen.

5 gode råd fra Danske Beredskaber

  • 1) Luk skraldespande og containere samt døre til garager, haveskure m.m.
  • 2) Placer skraldespande og containere i god afstand til bygninger
  • 3) Ryd op omkring huset og fjern brændbare materialer
  • 4) Overhold sikkerhedsafstanden, der står på fyrværkeriet
  • 5) Ring kun 1-1-2 ved akut behov