En 24-årig mand fra bandemiljøet blev torsdag morgen fundet dræbt af skud i Valbyparken i København.
Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Gerningsmanden er på fri fod. Politiet kan ikke sige mere om, hvad motivet bag drabet er.
Men ifølge Ritzaus oplysninger tilhører den dræbte mand banden Loyal To Familia.
Det har politiet dog ingen kommentar til.
Et vidne ser en mand ligge i Valbyparken, og klokken 07.05 får vagtcentralen anmeldelsen, og så bliver han erklæret død klokken 07.22.
- Det er trist, at et ungt menneske skal miste livet, men vi ved endnu ikke, hvad der ligger bag, siger politiinspektør Torben Svarrer.
Et område af parken har siden morgenstunden været afspærret, og der arbejder teknikere og politifolk med hunde i området.
Københavns Politi beder om offentlighedens hjælp i sagen.
Der efterlyses vidner, som har været i området omkring Valbyparken onsdag aften efter cirka klokken 22, og som i øvrigt måtte ligge inde med viden om hændelsen.
- Hvis man har befundet sig i det område i den tidsperiode, vil vi meget gerne høre fra folk, siger Torben Svarrer.
Politiet kan kontaktes på telefon 114.
I løbet af sommeren og efteråret sidste år var der en række adskillige skudepisoder i forbindelse med bandekonflikten, hvor flere bander kæmpede mod hinanden.
Konflikten bundede hovedsageligt i konflikter mellem Loyal To Familia og grupperingen Brothas.
For tiden er der dog våbenhvile i bandekonflikten. Om det her medfører, at konflikten blusser op, kan Torben Svarrer dog ikke sige noget om.
- Det kan jeg simpelthen ikke udtale mig om. Det er alt for tidligt, siger han.
/ritzau/