Den kendte Venstre-lokalpolitiker og tidligere håndboldtræner, Ulrik Wilbek, bliver nyt bestyrelsesmedlem i Kommunernes Landsforening (KL).
Befamlet af chefen: Andorthe udsat for sexchikane i politiet
Det oplyser KL i en pressemeddelelse.
Ulrik Wilbek, som er borgmester i Viborg, skal afløse en anden populær Venstre-borgmester, nemlig Lars Krarup fra Herning, som har siddet i bestyrelsen i 13 år.
I forvejen er Ulrik Wilbek suppleant for Lars Krarup, ligesom han også er næstformand i KL's socialudvalg.
- KL hilser Ulrik Wilbek velkommen og glæder sig til det kommende samarbejde, skriver KL i pressemeddelelsen.
Ulrik Wilbek, som fylder 61 år i morgen, blev for alvor kendt, da han i 1990'erne var træner for kvindernes håndboldlandshold, som på det tidspunkt høstede medaljer ved OL, VM og EM. Den temperamentsfulde herre, som hoppede på sidelinjen af banen og viftede hidsigt med armene, blev pludselig allemandseje.
Senere blev han træner for herrernes håndboldlandshold, også med stor succes.
Han blev første gang valgt ind i byrådet i Viborg Kommune for Venstre i 1997, og har siden kommunalvalget i 2017 været borgmester i kommunen.