Et større oprydningsarbejde venter forude, efter at en dele af en motorvejsbro lørdag aften styrtede ned over Helsingørmotorvejen i Nordsjælland.
Oprydningen må dog vente på, at de tekniske eksperter, som søndag formiddag arbejder på stedet, bliver færdige med deres undersøgelser, lyder det fra Nordsjællands Politi.
- Vi har nogle ekspertteam på stedet, som skal have fastlagt årsagen til sammenstyrtningen, og når de engang er færdige, så skal man i gang med at rydde op, fortæller Palle Jørgensen, der er vagtchef ved Nordsjællands Politi.
Ingen kom til skade, da broen ved Egebækvej ved Nærum delvist styrtede sammen, og store mængder byggematerialer styrtede ned på motorvejens kørebane.
Til alt held kørte ingen trafikanter under broen, da ulykken skete, og de 26 broarbejdere, som arbejdede på motorvejsbroen slap alle godt fra sammenstyrtningen.
- Arbejdstilsynet har været på stedet og foretage undersøgelser, fortæller Palle Jørgensen.
Vejdirektoratet ved endnu ikke, hvornår motorvejen igen kan åbne. Foreløbig er spørgsmålet, om den bliver klar til myldretiden mandag morgen. Helsingørmotorvejen er blandt landets mest trafikerede strækninger.
Indtil videre bliver trafikken ledt af motorvejen ved afkørslerne ved Gl. Holte og Nærum.
Vejarbejdet på Helsingørmotorvejen har til formål at udvide strækningen mellem Hørsholm S og Gl. Holte fra fire til seks spor. Efter planen skal det være afsluttet i efteråret 2016.
/ritzau/