Uhyggelig sag i Mississippi: Otte fundet dræbt i tre forskellige hjem

En anholdt mand er mistænkt for otte drab i det sydlige USA. En betjent er blandt de dræbte.
Foto: AFP / GETTY

Otte personer er fundet dræbt af skud i Lincoln County i Mississippi. En af de døde var en politibetjent, skriver onlinemediet Mississippi News Now.

De dræbte er angiveligt fundet i tre forskellige hjem i byerne Brook Haven og Bogue Chitto, der begge ligger i Lincoln County. Det skriver nyhedsbureauet AP ifølge avisen The Guardian.

Politiet har anholdt en mand, som er mistænkt for at stå bag drabene.

Den mistænkte er en 36-årig mand. Han skal ifølge de foreløbige meldinger have holdt en 16-årig som gidsel. Vedkommende er dog ikke kommet noget til.

Den formodede gerningsmand fortæller til en journalist fra den lokale avis The Clarion-Ledger, at han havde håbet, at politiet ville skyde og dræbe ham efter massedrabene.

Han forklarer i en videooptagelse på avisens hjemmeside, at han begik drabene, fordi han elsker sin kone og sine børn.

Den mistænkte fortæller til lokalavisen, at han var taget til en adresse i Bogue Chitto for at tale med sin kone og hendes familie om sine børn.

- Vi talte om, hvorvidt jeg skulle prøve at tage børnene, siger den mistænkte, mens han sidder på jorden i håndjern.

Manden forklarer, at han ikke havde intentioner om at skyde politibetjenten.

- Min smerte var ikke rettet mod ham. Han var der bare, forklarer den anholdte mand.

- Jeg bør ikke leve, ikke efter hvad jeg har gjort, tilføjer han.

Warren Strain, der er talsmand for efterforskningsenheden i Mississippi, fortalte tidligere, at der fortsat indsamles beviser på gerningsstederne. Det skriver AP ifølge The Guardian.

Det er uklart, hvorvidt den mistænkte mand kendte alle ofrene, inden han angiveligt dræbte dem.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.