Fem heste blev natten til torsdag udsat for grov mishandling. Det skriver Vejle Amts Folkeblad.
Ukendte gerningsmænd brød om natten ind i hestestalden, som ligger i Spettrup mellem Hedensted og Ølsted i Østjylland.
Her skamferede de hestene - blandt andet ved at dope dem ved at skyde bedøvelse og penicillin ind i dem med sprøjter. Hestene bærer også præg af, at gerningsmændene har forsøgt at skære i dem, oplyser politiet.
Derudover klippede gerningsmændene i hestenes haler, maner og pandehår, skriver Vejle Amts Folkeblad.
Politiet har sikret sig spor af gerningsmændene, men opfordrer alle, der har oplysninger om sagen, til at henvende sig på telefonnummer 114.
Mishandlingen gik i alt ud over tre heste og to ponyer. En dyrlæge har undersøgt dem og oplyser, at de tre heste efter omstændighederne har det godt. De to ponyer er på grund af deres mindre størrelse mere medtaget, og dyrlægen kan derfor ikke sige, om de slipper uden mén.
Se flere videoer på Localeyes.dk