Nordjyllands Politi har ved en fejl offentliggjort dybt personfølsomme oplysninger om en person sigtet i en narkosag.
I tirsdagens døgnrapport, som politiet lagde ud på sociale medier og sendte til den lokale presse, kunne man læse navn, adresse og CPR-nummer på en ung mand, der var blevet anholdt i Aalborg.
Der er tale om en uheldig procedurefejl, fortæller kommunikationsmedarbejder Christian Brinck fra Nordjyllands politi til DR Nordjylland:
- Når man skriver sin tekst fra døgnrapporten og offentliggøren, sker der en anonymisering, men det er ved den procedure, at der sker en fejl.
Politiet har uden held forsøgt at kontakte den unge mand for at fortælle ham om fejlen.
Sagen vil blive sendt til Datatilsynet, og så vil arbejde på, at lignende fejl ikke gentager sig, siger Christian Brinck:
- Vi kommer til at tage en intern drøftelse om det her, så vi kan undgå at lignende fejl sker igen.
Den unge mands navn og CPR-nummer lå på politiets hjemmeside i få minutter, inden de blev slettet.
DR Nordjylland