Opdateret kl. 15:32
Partistifter og tidligere politisk leder for Alternativet Uffe Elbæk melder sig ud af partiet.
- Så når jeg nu hopper ud af Alternativet-bussen og op på min egen grønne cykel, er det fordi, jeg ikke længere kan genkende det Alternativ, som jeg var med til at starte.
- Det lyder selvfølgelig meget sort-hvidt. Og det er det også. For jeg ved om nogen, hvor mange fine initiativer og tiltag, der finder sted i alle hjørner af Alternativet hver eneste ene dag – og givet også vil gøre det i fremtiden, skriver Elbæk i et brev til partiets medlemmer ifølge Politiken.
Han er ikke den eneste fra Alternativets folketingsgruppe, der har meldt sig ud mandag. Det har i alt fire af partiets fem folketingsmedlemmer. Kun Torsten Gejl er tilbage.
Alt dette sker, efter at Josephine Fock blev valgt som politisk leder for partiet 1. februar. Folketingsgruppen ønskede at pege på Rasmus Nordqvist, der ligeledes nu er stoppet i partiet.
Foruden Elbæk og Nordqvist er også Susanne Zimmer og Sikandar Siddique stoppet i partiet. Gejl har ingen kommentarer til situationen. Fock, der ikke sidder i Folketinget, oplyser, at partiet fortsætter.
Der har været storm omkring partiet, lige siden Fock blev valgt som leder.
Den 21. marts bragte Information en artikel, hvor en række anonyme kilder beskyldte Fock for kolerisk og krænkede adfærd, da hun sad i Folketinget for partiet i 2015 til 2018.
Hovedbestyrelsen har flere gange mødtes om sagen og flere medlemmer har lagt navn til kritikken. Lørdag udtrykte den tillid til Fock.
De seneste dage har en lang række ledende medlemmer meldt sig ud af partiet. Og nu er partiets i forvejen lille folketingsgruppe sprængt til atomer.
Om hovedbestyrelsens beslutning skriver Elbæk:
- Josephine Focks valgsejr var legitim og overbevisende. Men det er de kritiske spørgsmål, der er rejst efterfølgende, også. Og det uanset om man kunne ønske, at det hele var foregået i den omvendte rækkefølge.
- Det gjorde det nu engang ikke. Derfor har jeg også respekt for, at vores hovedbestyrelse har påtaget sig den urias-opgave at finde ud af, hvad der er op og ned i de oplysninger, der er kommet frem.
- Uagtet, at jeg ikke er enig med deres konklusion, skriver Elbæk ifølge Politiken.
/ritzau/