To kampe var alt, Lukas Lerager skulle bruge på at komme på tavlen i Serie A.
Den danske landsholdsspiller scorede Genoas mål, da holdet fik 1-1 ude mod Bologna i den bedste italienske fodboldrække.
Lerager blev udlejet fra Bordeaux til Genoa i januarvinduet. Han var med fra start i sin første kamp, og det samme var han søndag mod Bologna.
Før den danske midtbanespiller slog til, var det dog den tidligere Roma-angriber Mattia Destro, som var i fokus.
17 minutter inde i kampen kom Genoa-målmand Andrei Radu på mellemhånd. Destro brugte sit angriberinstinkt og snittede bolden forbi den fremstormende keeper til 1-0.
I det 33. minut slog Lerager til. Et hjørnespark skruede ind i panden på den tidligere Viborg-spiller, og med stor kraft pandede han 1-1-scoringen i mål.
Genoa har 25 point efter 23 kampe på 13.-pladsen. Holdet er syv point over nedrykningsstregen.
Med 18 point er Bologna i stor nedrykningsfare på 17.-pladsen.
/ritzau/