Udlændinge-ø står foran omfattende rengøring for svinepest

(Foto: Styrelsen For Dataforsyning Og Effektivisering/Ritzau Scanpix)

Rengøringen af øen Lindholm vil mindst tage seks måneder. Forskerøens virus er dog ikke farlig for mennesker.

Virussygdommene svinepest og mund- og klovsyge har været faste elementer på Lindholm i Stege Bugt gennem snart 100 år. Men det er snart slut.

De kriminelle, afviste asylansøgere, der ifølge finansloven i 2021 skal indkvarteres på øen, må vente på, at Danmarks Tekniske Universitet (DTU) har lavet sit sidste forsøg, pakket sine ting og rengjort øen.

Først i 2020 forventer institutdirektør på DTU Veterinærinstituttet Kristian Møller, at øen er rengjort. DTU's lejemål udløber i juli 2019, og først til den tid vil rengøringen begynde. Indtil da fortsætter virusforskningen på øen.

- Det er en større opgave at sikre, at det bliver gjort, som det skal. Vi skal i gang med at rense laboratorierne med forskellige godkendte kemikalier, og de behandlede ting må først flyttes fra øen efter et halvt år, siger han.

I dag er øen beboet af fire bådførere, der skiftes til at have vagten på øen, der tilgås via færgen "Ulvsund" eller den mindre færge "Virus". Det er mange årtier siden, at der boede familier på Lindholm.

DTU har karantæneregler for medarbejderne, der kan vare helt op til en uge, efter at man har været på Lindholm. De må blandt andet ikke besøge zoologisk have.

- De farlige virusser er inde i bygningerne, der har tætte filtre og ekstra undersug. Der er ikke smitte som sådan rundt på øen, og det er ikke sådan, at folk går derinde med beskyttelse, siger Kristian Møller.

Da smitten ikke er farlig for mennesker, kan man i princippet leve på øen, så længe man ikke bringer en mulig smitte med ind til fastlandet.

- I princippet ja. Men vi har selvfølgelig regler, så folk ikke kan komme derud og bryde ind i bygninger og sætte virussikkerheden i fare.

- Så det er i hvert fald ikke en mulighed, som jeg ser det. Vi har ikke et virusberedskab i gang, samtidig med at der kan begynde at komme folk derover, siger han.

Kristian Møller vil helst ikke forholde sig til indflytningen af de afviste asylansøgere. Når DTU har rengjort øen, vil han overlade faciliteterne til Bygningsstyrelsen.

- Jeg aner ikke, hvad de vil. Man kan bruge øen til alt muligt. Man kan bruge de eksisterende laboratorier, og der er også nogle villaer til kontorbrug, som man hurtigt kan begynde at ændre på, siger han.

Forskningscentret blev grundlagt i 1926, da man ville beskytte smitten på en øde ø.

De omkringliggende byer blev dog ramt af smitten, og man fandt derfor ud af, at smitten var luftbåren.

I de seneste år har forskningen på øen vist sig at være for omkostningsfuld. Lang tid før finansloven for 2019 blev vedtaget i fredags, var det besluttet, at DTU skulle fraflytte øen.

/ritzau/