I løbet af de seneste fem år er der kommet flere udlændinge til landet og de danske virksomheder, og de er mere end velkomne.
Det viser en rundspørge, som Epinion har lavet blandt 502 virksomheder med udenlandske ansatte til Dansk Arbejdsgiverforenings, DA, kommende arbejdsmarkedsrapport, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten fredag.
I grove træk svarer 9 af 10, at de er positive eller delvist positive over det engagement og den fleksibilitet, de udenlandske medarbejdere lægger for dagen. I lige så grove træk svarer 40 pct., at udlændingene er mere fleksible i forhold til arbejdstid, end danskere er, mens hver fjerde siger, at udlændingenes engagement og produktivitet er bedre. Mellem 60 og 70 pct. svarer, at der på de områder ikke er nogen forskel på danskere og udlændinge.
Rapporten viser også, at det især er manuelt arbejde, udlændingene arbejder med, mens der er en mindre gruppe ansat i lederstillinger eller som højt kvalificerede medarbejdere. DA-direktøren vurderer, at tendensen til at bytte arbejdskraft landene imellem vil stige og påpeger, at ansættelsen af udlændinge - uanset uddannelsesniveauet - kan skyldes manglen på kompetencer, eller at danskerne ikke søger.