Mille Rudbeck Smidemann arbejdede i 2015 i Civilstyrelsen i København, da hun sammen med sine kolleger modtog beskeden om, at Civilstyrelsen skulle flytte til Viborg. Det skete i forbindelse med regeringens udspil, Bedre Balance I, hvor 3.900 arbejdspladser i København skulle flyttes til andre dele af landet.
Beskeden kom som lidt af en overraskelse for Mille Rudbeck Smidemann, som bor i København sammen med sin mand og barn.
- Det var et stort chok for mig og mine kolleger, at arbejdspladsen skulle flytte. Det satte naturligvis en masse tanker i gang om, hvad der skulle ske med min arbejdssituation. Men min mand har jo også en karriere at tænke på, så vi blev enige om, at jeg skulle se, hvad der var af nye muligheder for mig i København, fortæller hun til Avisen.dk
Ramte plet første gang
Mille Rudbeck Smidemann var hurtig til at sende en ansøgning til Rigsrevisionen, og fik det job, hun har i dag. Det tog blot en måned for hende at finde et nyt job, og det kom bag på hende, at processen var så kort.
- Jeg var meget positivt overrasket over, at det skulle gå så hurtigt med at finde et andet spændende arbejde. Så kunne vi jo begynde at falde lidt til ro igen og snakke om, hvad der nu skulle ske i vores liv her i København, fortæller hun.
Forbund er fortrøstningsfulde
Mille Rudbeck Smidemann er medlem af Djøf og ligesom hende, er der mange af hendes forbundsfæller, der hurtigt fandt nyt job. Det fortæller Sara Vergo, som er formand for Djøf Offentlig.
- I flytterunde to er vi også optimistiske, for jobsituationen er god, og der er højkonjunktur, så vi tror faktisk, at det bliver endnu bedre. Men det skal vi jo passe på med at sige, for lige når folk bliver berørt af situationen, er folk kede af det, vrede og frustrerede. Der kan man ikke trøste dem med, at de nok skal finde et nyt job. For de vil gerne beholde det job, de har og er glade for, siger hun til Avisen.dk.