Præsident Vladimir Putin vil bruge det kommende VM i fodbold, som Adolf Hitler brugte De Olympiske Lege i Berlin i 1936.
Det siger den britiske udenrigsminister, Boris Johnson, til et udvalg i det britiske parlament.
Johnson vil kræve af Rusland, at det kan garantere for sikkerheden ved VM i fodbold, der indledes i Rusland i juni.
Det kemiske angreb i England på en russisk eksspion og hans datter havde formentlig sammenhæng med søndagens præsidentvalg i Rusland, forklarer Johnson.
Præsident Vladimir sikrede sig med et meget stort flertal genvalg som Ruslands præsident.
- Timingen (for angrebet i Salisbury, red.) er formentlig tæt forbundet med det seneste valg i Rusland, fortæller han.
- Og som mange ikke-demokratiske figurer gør det, når der kommer et kritisk tidspunkt, så er det tit nyttigt at spille på folks forestilling om en fjende, siger han.
Johnson mener, at Putin er ude på at skabe ballade, hvor han kan. Det giver ham chancen til at lade, som om landet igen er stærkt efter kommunismens fald.
Den russiske regering har nægtet ethvert kendskab til angrebet med nervegiften "novichok".
Putin sagde mandag, at Rusland ikke længere råder over kemiske våben, og at det derfor ikke kan være Rusland, der står bag angrebet i Salisbury.
/ritzau/Reuter