Godt nok har Real Mallorca fået besked af UEFA om, at klubben ikke kan stille op til denne sæsons Europa League, så tror træner Michael Laudrup stadig på deltagelse.
"Det virker ikke logisk, at det skulle ske. Jeg tror ikke, at vi forbliver ude," siger Michael Laudrup til Skysports.com
Real Mallorca blev udelukket, fordi klubben har en for stor gæld, men den kendelse har klubben appelleret.
"Den beslutning er seriøst skadelig for klubbens administrationsproces, da vi havde forventet en række indtægter, der ville have givet os mulighed for at betale kreditorer," siger præsident Luis Huerta i en udtalelse på klubbens hjemmeside.
Og Michael Laudrup tror på, at appellen kan lukke klubben ind i varmen igen.
"Jeg er optimistisk," siger han kortfattet til Skysports.com