Den 49-årige mand, der i sidste uge var efterlyst i hele Danmark, fordi hverken familie eller arbejdsgiver kunne finde ham, er blevet fyret fra jobbet. Det skriver Ekstra Bladet.
Manden var indtil i sidste uge ansat i en ledende stilling i virksomheden Jydsk Emblem Fabrik. Men dagen efter, at han opsøgte hjælp på hospitalet i Horsens med en svær depression, skrev hans chef, administrerende direktør Stig Hellstern, en fyreseddel til ham.
Ifølge Ekstra Bladet blev han fyret, fordi han var 'udeblevet fra sit arbejde uden gyldig grund'.
”Der kom to anbefalede breve og et almindeligt brev lørdag - alle med den samme opsigelse. Det var rystende,” siger mandens hustru til Ekstra Bladet.
Direktør Stig Hellstern ønsker ikke at kommenere sagen overfor Ekstra Bladet, men siger:
”Han er blevet fyret, fordi han er udeblevet fra arbejde uden gyldig grund tirsdag, onsdag, torsdag og fredag i sidste uge”.
Kilde: Ekstra Bladet