Tysklands AfD-parti vil kæmpe for udtræden af EU

Police officers detain a demonstrator attending the anti-AfD protest during Alternative for Germany (AfD) party meeting on the upcoming European election in Riesa (Foto: Matthias Rietschel/Reuters)

Det højreorienterede parti AfD opfordrer til et tysk farvel til EU og vender tilbage til dets rødder.

Det højreorienterede tyske parti Alternative für Deutschland (AfD) stemte på en partikongres søndag for at indlede en kampagne for Tysklands udtræden af EU op til det kommende valg til Europa-Parlamentet, hvis partiets krav om reformer ikke bliver indfriet.

Det er første gang, at partiet har opfordret til "Dexit" - en tysk udtræden af EU i lighed med Storbritanniens brexit.

- Hvis EU ikke bliver omdannet i overensstemmelse med partiets idéer "inden en passende tidsramme", så må Tyskland forlade EU, hedder det i et manifest, som de delegerede vedtog på partikongressen i den østtyske delstat Sachsen.

Kongressens deltagere stemte også for en opfordring til at opløse Europa-Parlamentet, som AfD's kandidater skal føre kampagne for at blive valgt til.

- Vi mener, at det kun er nationalstaterne, som har den eksklusive kompetence til at lovgive, hedder det i en erklæring.

EU-parlamentsvalget bliver holdt 23. maj. Ved valget forventes nationalistiske partier at vinde terræn forskellige steder i Europa.

AfD har tidligere brudt med det, som nogle opfatter som tabuer i Tyskland. Blandt andet har partiet slået sig op på, at der er behov for en positiv national selvforståelse i Tyskland. Partiet mener således ikke, at tyskerne længere skal bøje nakken i skyld over nazitiden.

AfD's beslutning om at blive et tysk dexit-parti betyder, at partiet vender tilbage til sine rødder.

AfD blev oprettet i 2013 primært som et EU-kritisk parti. Siden da har partiet dog i høj grad skiftet fokus til at være indvandringskritisk.

At tale for et tysk farvel til EU kan dog også være risikabelt for AfD. De fleste tyskere er således fortalere for det europæiske samarbejde.

/ritzau/AFP

/ritzau/AFP