Tysklands socialdemokratiske parti, SPD, har søndag med et overbevisende ja lovet sig væk til et regeringssamarbejde med Angela Merkels konservative CDU og søsterpartiet CSU.
66 procent af de SPD's medlemmer, som deltog i afstemningen, har således stemt for at indgå i en koalitionsregering med CDU og CSU, oplyste SPD søndag formiddag på et pressemøde.
Cirka 464.000 af partiets medlemmer var godkendt til at stemme, og stemmeprocenten var på 78.
Selv om mange i Tyskland formentlig ånder lettet op over at være nået til enighed, er det først nu, at problemerne for alvor begynder, vurderer lektor emeritus ved Københavns Universitet Karl Christian Lammers.
- Problemerne er ikke ovre for partierne. De skal først til at tage fat på dem nu. Selvfølgelig har det været svært at danne en regering, hvor det især for SPD har været vigtigt at sætte sine fingeraftryk på aftalen.
- Det er et meget flot resultat. Det er blevet et klarere ja, end mange havde regnet med, siger han.
Det er formentlig også et mere markant SPD, som verden får at se fremover, spår Lammers. For at indgå i et regeringssamarbejde med CDU og CSU havde partiet som betingelse, at det skulle have en række tunge ministerposter.
Det er udenrigsministerposten, finansministerposten samt ministerposten på arbejde- og socialområdet.
- Angela Merkel har med sorg måttet indrømme, at SPD har fået finansministeriet og dermed en meget stærk position i forhold til den økonomiske politik, som forbundsregeringen vil føre.
- Det er alle ministerier, hvor de kan markere sig. Jeg er helt sikker på, at SPD vil gøre mere for at optræde stærkere i regeringen, end man har gjort hidtil, siger han.
Det sker, efter at de tre regeringspartier fik store hug af de tyske vælgere ved valget i september 2017. Alle tre partier gik tilbage, og SPD fik sin laveste opbakning siden Anden Verdenskrig.
På trods af at det kaldes en storkoalition, har partierne efter valget kun et spinkelt flertal bag sig.
Hvis de skal skrabe en del af opbakningen til sig igen, kræver det ifølge Lammers, at der bliver lyttet mere til borgernes udfordringer.
Det er udfordringer, som Tyskland har haft før, og den nuværende koalitionsaftale ligner ifølge Karl Christian Lammers i høj grad aftalen fra 2005 mellem CDU, CSU og SPD.
- Man er nødt til at tage højde for den kritik, der har været over, at borgernes problemer ikke er blevet taget alvorligt. Det gælder dels indvandringen, sociale problemer i Tyskland og dieselskandalen, der har været oppe de seneste år, siger han.
/ritzau/