En 57-årig tysk mand er onsdag ved retten i Sønderborg blevet idømt to års ubetinget fængsel for blandt andet at have overfaldet en politiassistent og flere gange forsøgt at tage hans tjenestevåben.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Manden er også blevet dømt for trusler mod Syd- og Sønderjyllands Politi, Statsadvokaten i Viborg og Vestre Landsret samt den politiassistent, som han forsøgte at tage våbnet fra.
Derudover er manden også blevet dømt for at have været i besiddelse af i alt 107 patroner og en gaspistol samt dømt for at være i besiddelse af fire ulovlige knive, blandt andet foldeknive.
Samtlige hændelser fandt sted i januar i år.
I første omgang sendte den 57-årige to mails med trusler om at skyde blandt andet betjente, som måtte rette henvendelse til ham. Og da manden i denne sammenhæng var blevet anholdt og var under transport, fandt overfaldet sted.
Manden forsøgte flere gange at tage betjentens pistol ud af skæftet, hvilket dog ikke lykkedes.
Den 57-årige nægtede sig skyldig og har anket dommen til Vestre Landsret.
Manden blev dømt i henhold til anklageskriftet, men blev ikke udvist, selv om anklagemyndigheden havde nedlagt påstand om dette.
/ritzau/